Sunday, May 15, 2005

Ecuador: Folket driver præsidenten ud af landet

Af Duroyan Fertl  
Offentliggjort: 15. maj 2005

Gutiérrez blev overvældende sikkert valgt sidst i 2002 efter en kampagne, der blev støttet af venstrefløjen. Han fremstillede sig selv som en "ecuadoriansk Chávez" og lovede at gøre op med korruptionen i Ecuador, fjerne den kontroversielle amerikanske militære tilstedeværelse på Eloy Alfaro-flyvebasen og frigøre landet fra nyliberalismen. Gutiérrez havde støttet oprøret i 2000, der, med de oprindelige folk i spidsen, styrtede en korrupt præsident.

Lige som de fleste latinamerikanere er ecuadorianerne blevet hårdt ramt af nyliberale økonomiske politikker, presset frem af USA og de internationale finansielle institutioner.

Disse politikker omfatter privatisering af basale tjenesteydelser, hvilket har ført til stigende leveomkostninger og en øget gæld, der påtvinger lammende tilbagebetalinger. Politikerne har øget landets økonomiske og politiske underordning i forhold til USA, hvilket har styrket støtten til venstrenationalismen.